Ordforklaring
Her kan du finde forklaringer på nogle af de ord og begreber der optræder i dokumenter om sprogpolitik. Du er velkommen til at foreslå nye ord og begreber hvis du synes noget mangler.
Domænetab
Ordet domænetab bruges ofte i to forskellige betydninger:
Domænetab kan bruges om den situation at et sprog ikke længere har et fagsprog for et bestemt fagområde. Fx kan man forestille sig at det kunne være umuligt at diskutere naturvidenskab på dansk fordi der kun undervises og skrives artikler om emnet på engelsk, og terminologien udelukkende er engelsk.
Domænetab kan også bruges om den situation hvor det sprog man taler i en bestemt sammenhæng, bliver ”overtaget” af et andet sprog. Hvis undervisningen på nordiske universiteter i fremtiden udelukkende foregår på engelsk, vil der altså være tale om et domænetab for de nordiske sprog.
Domænevinding
Domænevinding er, som ordet antyder, det modsatte af domænetab. Det vil sige at et sprog vinder større udbredelse inden for forskellige områder - det kan være på specifikke fagområder eller i andre sammenhænge hvor sproget ikke tidligere har været brugt.
Komplet sprog
Et komplet sprog er et sprog der kan bruges på alle samfundets områder, fx i den akademiske verden og i erhvervslivet. Andre taler om et 'helt og fuldt' sprog.
Parallelsproglighed
Begrebet parallelsproglighed er blevet brugt på dansk siden 2002. Ordet betyder at man anvender flere sprog inden for et eller flere områder. Det ene sprog fortrænger eller erstatter altså ikke det andet, men sprogene anvendes parallelt.
I Danmark handler parallelsproglighed i realiteten om valget mellem dansk og engelsk.
Man kan skelne mellem parallelsproglig praksis og parallelsproglig kompetence:
• Parallelsproglig praksis, som man også kan kalde parallelsproglighed på institutionsniveau, vil sige at en institution bruger de respektive sprog (fx dansk og engelsk) mere eller mindre sideløbende. I praksis kan det fx betyde at et universitets hjemmeside, nyhedsbreve, ansættelseskontrakter osv. foreligger både på dansk og engelsk. Der er således tale om at bruge det ene og det andet sprog, og det kræver relativt streng styring – både sprogpolitisk og i den konkrete situation.
• Parallelsproglig kompetence, som man også kan kalde parallelsproglighed på individniveau, vil sige en genrespecifik tosprogethed hos den enkelte. Fx forventes de universitetsansatte og -studerende at kunne udføre (de fleste af) deres jobfunktioner på både dansk og engelsk, og de skal derfor være i stand til at vælge mellem sprogene i forhold til den målgruppe de sigter på. Der er således tale om at man bruger det ene eller det andet sprog og skifter mellem de to. Det kan man også kalde for serielsproglighed (Thøgersen, 2010).
Samfundsbærende og statsbærende sprog
Begrebet samfundsbærende sprog benyttes i Deklaration om nordisk sprogpolitik og betyder at et sprog i et givet sprogsamfund anvendes til officielle formål – f.eks. undervisning og lovgivning. Eksempler fra de nordiske lande på samfundsbærende sprog er: Dansk, finsk, færøsk, grønlandsk, islandsk, norsk, samisk og svensk.
Begrebet statsbærende sprog anvendes i Deklaration om nordisk sprogpolitik i en mere snæver betydning end samfundsbærende. Nordens statsbærende sprog er: Dansk, finsk, islandsk, norsk og svensk.
Sproglige hierarkier
Et sprogligt hierarki er en inddeling af de forskellige sprog eller sprogvarieteter (fx. dialekter) der er indenfor et sprogsamfund. Hierarkiet er et billede på den måde sprogsamfundet vurderer de forskellige sprogs relative værdi.
Inddelingen sker ud fra sprogets opfattede værdi: sprogene øverst i sproghierarkiet har højest status, mens sprogene har faldende status i niveauerne under. Værdien bliver vurderet ud fra økonomiske, politiske og kulturelle faktorer.
Forestillingen om det sproglige hierarki i Danmark kommer til udtryk på forskellige måder, f.eks. hvor meget uddannelsesinstitutioner har pligt til undervise i forskellige sprog, mediernes omtale af sprogene og sprogbrugernes ubevidste sprogholdninger.
Sproglige rettigheder i Norden
Deklaration om nordisk sprogpolitik tager udgangspunkt i at alle mennesker der bor permanent i et af de nordiske lande, har en række sproglige rettigheder. Disse menneskers sproglige rettigheder består af retten til at:
• tilegne sig et samfundsbærende sprog i tale og skrift (så de kan deltage i samfundslivet)
• tilegne sig forståelse af og kundskaber i et skandinavisk sprog og forståelse af de øvrige skandinaviske sprog (så de kan tage del i det nordiske sprogfællesskab)
• tilegne sig sprog med international rækkevidde (så de kan deltage i udviklingen af det internationale samfund)
• bevare og udvikle deres modersmål og deres nationale minoritetssprog
Språkvård
Det svenske ord språkvård er et oversættelseslån fra tysk Sprachpflege ’pleje af sproget, omsorg for sproget’ og hentyder til at man skal pleje sproget eller sprogene i et samfund, så det eller de bliver tilgængelige og lette at anvende for så mange som muligt. Det kan også være nødvendigt at værne om et sprogs status over for andre sprog.
Språkvård dækker over tre temaer:
• statuspleje som ofte har et sprogpolitisk sigte idet det handler om forholdet mellem forskellige sprog og deres status i et samfund
• korpuspleje som handler om at rådgive om stavning, grammatik og ords betydning og derfor omfatter udarbejdelse af ordbøger, ordsamlinger og bøger med skriverådgivende funktion
• tale- og tekstpleje som indebærer rådgivning om hvordan man strukturerer specifikke teksttyper og samtalesituationer, fx rapporter, myndighedsbreve, udviklingssamtaler og arbejdsmøder.
I svensk-dansk-ordbøger oversættes ordet typisk til sprogrøgt (jf. fx Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og JP/Politiken, Svensk-Dansk Ordbog, 2010). Sprogrøgt forklares i en dansk-dansk-ordbog som ’bestræbelse på at påvirke sproget og dets udvikling ud fra idealer vedr. skønhed, klarhed, brug af fremmedord m.m.’ (jf. opslaget 'sprogrøgt' i Den Danske Ordbog), og i opslagsartiklen bliver man desuden henvist til purisme. Det er netop disse negative konnotationer ordet sprogrøgt har for mange på dansk, og af samme grund bruges det kun i meget begrænset omfang. På norsk oversættes språkvård også til sprogrøkt, men her har det en neutral klang. I forhold til den svenske betydning af språkvård ville en bedre oversættelse til dansk måske være sprogpleje eller sprogomsorg.
Klarsprog
Ordet klarsprog kommer fra svensk og bruges særligt om offentlige myndigheders sprog når det er klart, ensartet, korrekt og dermed forståeligt for borgerne.
På svensk bruges ordet også om ’att tala rent ut om ngt.’ (Bonniers Svenska Ordbok, 1991). I Svensk-Dansk Ordbog (2010) oversættes klarspråk desuden til 'klar mundtlig el. skriftlig fremstilling'.
I Danmark begyndte bestræbelserne på at gøre offentlig sprogbrug lettere tilgængelig for borgerne for alvor i 1970’erne. Man blev fx opmærksom på at undgå specielle fagord og –udtryk og at gøre sætningerne kortere.
Klarsprog kan bruges i modsætning til kancellisprog eller kancellistil som er kendetegnet ved at ”være for indviklet, bruge for mange sære ord og uforståelige vendinger og være skrevet i en omstændelig syntaks med lange perioder og kæder af ledsætninger der er underordnet hinanden og ofte er skudt ind mellem helsætningens finitte og infinitte verbum” (Sandersen, 2005).
I Nordisk Ministerråds ”Nordiske sprogdeklaration” fra 2006 indgår begrebet klarsprog i det arbejdsspørgsmål der handler om ”Norden som sproglig foregangsregion”. Her har de nordiske kultur- og undervisningsministre forpligtet sig på at ”Norden skal stræbe efter at være førende inden for arbejdet med klarsprog, dvs. tydeliggørelse af myndighedssproget”.
Når man skal vurdere om en tekst er skrevet i klarsprog, kan man bruge forskellige metoder:
• Maskinelt beregnet læsbarhed, fx lix. Her optæller man elementer som fx ord- og sætningslængde og vurderer på den baggrund om teksten er let eller svær at læse.
• Skriveteknik. Her vurderer man om teksten er skrevet i klarsprog ved at se på hvor læservenligt fx layout, ordvalg og tekststruktur er.
• Faktisk læsbarhed. Her analyserer man teksten ved at undersøge hvor gode læserne faktisk er til at læse teksten og anvende de givne informationer i praksis (Cheek, 2010:5-6).
Læs mere om klarsprog i
• Nyt fra Sprognævnet 2005/1: ”Tema: Klarsprog”
• Vibeke Sandersen: ”Om kancellistil”, (Nyt fra Sprognævnet 2005/1, s.13-14).
• Annetta Cheek: ”Defining plain language”, i: Clarity. Journal of the international association promoting plain legal language. Nr.64, nov. 2010, s.5-15 (se http://www.clarity-international.net/pastjournals.html).